DHF-formand er 'dødtræt' af uløst hårdknude efter skrivebordsafgørelse

Per Bertelsen er ærgerlig over, at det sidste punktum ikke er sat i nedrykningsføljeton i dansk håndbold.

Per Bertelsen tør ikke spå om, hvad DIF's appelinstans vil nå frem til, når den skal behandle ankesag fra de skrivebordsdømte nedrykkere Nordsjælland, EH Aalborg og Odder. (Arkivfoto). (Foto: © Miriam Dalsgaard)

Dansk Håndbold Forbunds (DHF) øverste organ, repræsentantskabet, stadfæstede mandag en skrivebordsafgørelse for landets to bedste ligaer på herre- og damesiden.

Tre nedrykkere - Nordsjælland, EH Aalborg og Odder - havde dog allerede før mandagens møde i Kolding appelleret sagen til appelinstansen i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Derfor er det fortsat uvist, hvad det hele ender med, hvilket ærgrer DHF-formand Per Bertelsen.

- Jeg er dødtræt af, at det skal komme dertil.

- Men sådan er vores juridiske system bygget op, og det har jeg selvfølgelig respekt for, siger Per Bertelsen.

- Det er klubbernes ret at anke til DIF, og nu må vi afvente og se, om DIF vil tage sagen, eller hvad de vil gøre ved den, siger DHF-formanden.

Mange har været oppe at ringe

I april besluttede Udvalget for Professionel Håndbold under DHF at fastfryse stillingerne i dansk tophåndbold på grund af coronakrisen. Dermed blev der ved skrivebordet fundet mestre samt op- og nedrykkere.

Tre af de skrivebordsdømte nedrykkere - Nordsjælland, EH Aalborg og Odder - ankede til Håndboldens Appelinstans. Herfra lød meldingen, at Udvalget for Professionel Håndbold ikke havde hjemmel til at træffe sin beslutning.

Tobias Jørgensen og Nordsjælland Håndbold har anket beslutningen. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

DHF valgte herefter at indkalde til mandagens ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Kolding.

I sidste uge kom der så et modtræk fra Nordsjælland, EH Aalborg og Odder, der ankede sagen til DIF's appelinstans.

Bertelsen vil ikke forholde sig til, hvordan nedrykningsdramaet vil ende.

- Jeg har fået så meget skældud, fordi jeg har sagt, at jeg ikke kunne se for mig, at repræsentantskabet ville træffe en anden afgørelse end prof-udvalget.

- Det er der mange, der har været oppe at ringe over. Så jeg skal ikke udtale mig om, hvad DIF's appelinstans kan nå frem til, siger DHF-formanden.

50 for og én imod

Selv om Per Bertelsen i dagene op til repræsentantskabsmødet vidste, at Nordsjælland, EH Aalborg og Odder havde indbragt sagen til DIF's appelinstans, så mener han, at det var den rigtige beslutning at holde fast i mødet i Kolding.

Også selv om DIF's appelinstans kan nå frem til en anden beslutning end DHF's repræsentantskab.

- Vi vil ikke have sagen forhalet. Hvis vi skulle vente - måske fire uger - på DIF's afgørelse, så kunne vi først indkalde til repræsentantskabsmøde efterfølgende. Så ville der gå to-tre uger yderligere, og det ville vi undgå, siger Per Bertelsen.

DHF-formanden fortæller, at der var et stort flertal i repræsentantskabet til at afgøre ligaerne ved skrivebordet.

- 50 stemte ja, og så var der én nej-stemme.

- Jeg er rigtig glad for, at repræsentantskabet har kunnet se, at den beslutning, der blev truffet i prof-udvalget, var den rigtige, siger Bertelsen.

Det er uvist, hvornår appelinstansen i DIF træffer en afgørelse i sagen.

/ritzau/